Den nuværende udvikling inden for AI kræver den mest ambitiøse politiske dagsorden i Europas efterkrigshistorie. Medmindre vi går i gang lige nu, vil Europa miste evnen til at forme sin egen fremtid. Vi vil ende med at være uden indflydelse, både økonomisk og politisk, med værdier vi ikke kan forsvare, sociale velfærdssystemer vi ikke længere kan finansiere, risici vi ikke kan håndtere, og en Union der vil briste frem for bære.
Europe 2031 er et femårigt scenarie om Europas forestående glidebane ud i ubetydelighed, om hvordan AI er drivkraften, og hvad der stadig kan gøres for at ændre kurs.
For at forstå, hvordan Europa risikerer at forspilde den kommende AI-revolution, er vi først nødt til at vende tilbage til begyndelsen af 2025 – og til tre ting, der gik galt. Europa fejlvurderede, hvor hurtigt AI ville udvikle sig. Europa fejlvurderede, hvor meget AI ville udvikle sig. Og Europa fejlvurderede sin egen evne til at indhente det forsømte.
Hvordan vi kom hertil – januar 2025 til juni 2026
Europa misforstår hastigheden og omfanget af AI, og en række tilsyneladende rimelige beslutninger forstærker kontinentets afhængighed.
- DeepSeek nærmer sig frontier-kapacitet billigt, og Europa drager den forkerte konklusion. I starten af 2025 tager man den kinesiske model R1 som bevis på, at det er billigt at indhente det forsømte, og at computerkraft ikke betyder så meget, hvilket er en betryggende idé. Men effektivitet og computerkraft forstærker hinanden snarere end blot at kunne erstatte hinanden: Flere chips gør det lettere at finde de smarte genveje, og DeepSeeks egne fremskridt er begrænset af de AI-chips, som Kina ikke kan importere.
- AI Action Summit handler primært om retorik. På AI Action Summit i Paris annoncerede EU en AI-fond på 200 milliarder euro, der hovedsageligt består af omallokerede penge og forventede private investeringer, hvilket samlet er blot en brøkdel af, hvad USA rent faktisk bruger. 'Suverænitet' er det nye kampråb, men de konkrete tiltag mangler gennemslagskraft og undgår hårde, men nødvendige kompromiser.
- GPT-5 skuffer, og narrativet om en boble fæstner sig. Da OpenAI’s GPT-5 skuffer, ser de europæiske skeptikere det som en bekræftelse på en såkaldt AI-boble, og momentum forsvinder. På den anden side af andedammen sker der det modsatte: Kodeagenter i Silicon Valley begynder at automatisere softwareudvikling, og de førende laboratorier begynder at bruge deres egne modeller til at bygge den næste generation.
- Beslutningstagerne anvender ikke selv værktøjerne. De fleste europæiske embedsmænd udelukkes fra systemer med frontier-AI af hensyn til databeskyttelsen, og kun få af dem ved i det hele taget, hvordan man koder. De personer, der har til formål at regulere og styre teknologien, forstår den derfor ofte ikke ordentligt.
- Adgang bliver en tjeneste, ikke en rettighed. I midten af 2026 genovervejer nogle af de europæiske ledere deres tidligere skepsis. Anthropics Claude Mythos, som ikke er blevet lanceret offentligt, viser sig at være dygtig nok til at ændre cybersikkerhed. Europa er i første omgang ikke med i den defensive koalition, der er blevet dannet omkring den. Kort efter sender et amerikansk dekret nye modeller med frontier-AI gennem en hemmeligstemplet gennemgang, der lader Washington vælge, hvilke betroede partnere der må få adgang til dem først.
- Europa indser, at vi kun har få kort på hånden. Europa kontrollerer kun 5 procent af verdens AI-computerkraft, USA har de 80 procent, og vi har derfor ringe indflydelse til at kræve adgang til frontier-AI. Svaret er en positivt klingende pakke om teknologisk suverænitet, men den rummer for lidt og kommer for sent.
Hvad der kan ske nu – august 2026 til marts 2031
Europa øger indsatsen angående suverænitet, men glemmer at opbygge indflydelse, mens AI-kapløbet mellem USA og Kina eskalerer.
- 2027: En open source-model på Mythos-niveau udløser en hel bølge af ransomware, og suverænitetspolitikkerne giver bagslag. Tyskland og Frankrig har netop fremsat et lovforslag, der pålægger, at der kun må anvendes europæisk AI til kritiske offentlige arbejdsopgaver. De organisationer, der tidligere skiftede til europæiske leverandører, har forsvarskapacitet langt under niveauet for frontier-AI. Når offensiv kapacitet spredes til alle dem, der ønsker det, er det derfor selvsamme organisationer, der bliver låst ude af deres systemer og skal betale løsesum. Bølgen aftager først, når både USA og Kina forbyder open source-modeller med frontier-AI, hvilket blot gør Europa mere afhængig af lukkede amerikanske modeller end nogensinde før.
- 2028: AI stopper med at ræsonnere på menneskeligt læselige sprog, og Washington tvinger hollænderne til at skære ned på ASML’s eksport til Kina. Kapacitetsspringet invaliderer de tilsynsværktøjer, som myndighederne før kunne stole på, og EU's AI-kontor har ikke handlerum til en behørig respons, fordi de allerede er optaget af sager mod to amerikanske udviklere. Da hollænderne presses til at stoppe eksporten af ASML’s ældre DUV-maskiner til Kina, kommer der ikke meget støtte fra andre medlemsstater. Holland giver efter, og Europa får ikke forhandlet noget i gengæld.
- 2029: USA begynder at rationere frontier-AI ud fra land, og den økonomiske divergens accelererer. Den voksende mangel på computerkraft når et bristepunkt, og USA rationerer frontier-AI inferens gennem et niveaudelt, landebaseret system, der reserverer mest kapacitet til dem selv og nogle få udvalgte allierede. Størstedelen af Europa lander i niveau 2, og deres allokering af computerkraft fra amerikanske cloud-virksomheder halveres. Da EU vil bruge den såkaldte handelsbazooka til at opnå status som niveau 1, giver afstemningen ikke det kvalificerende flertal. Den europæiske BNP-vækst begynder at falde kraftigt bagud den amerikanske. Europa ejer kun lidt af AI-kapaciteten, implementerer den langsommere og får kun begrænset adgang til de frontier-modeller, der nu styrer store dele af økonomien.
- 2030: Europa udhules fra udlandet, efterhånden som virksomhederne udkonkurreres, og diverse industrier opkøbes. I 2030 er USA og Kina fanget i et kapløb, som begge sider i stigende grad ser som essentielt for deres eksistens. For at forhindre Kina i at vinde inden for robotteknologi køber det førende amerikanske AI-firma op blandt Europas nødlidende bil- og værktøjsproducenter for at få deres gulvplads og industrielle data og vil så omdanne bilfabrikkerne til robotfabrikker. Arbejdsløsheden stiger i takt med den større automatisering, og bedre udstyrede udenlandske virksomheder udkonkurrerer de europæiske virksomheder. Frankrigs gæld stiger i takt med, at velfærdsudgifterne stiger, og skattegrundlaget eroderer. Det samme sker i Sydeuropa generelt, euroen kommer under vedvarende pres, og Unionen begynder at blive mere og mere fragmenteret. Kinesiske kreditbevillinger dukker op over hele kontinentet; de køber goodwill og forsøger at lokke Europa væk fra Washington.
- 2031: Washington forsøger at få fingrene i ASML, og Europa har kun tre forfærdelige muligheder. I 2031 er magten mere koncentreret end nogensinde før i verdenshistorien. En håndfuld mennesker i San Francisco, Washington D.C. og Beijing kan afgøre menneskehedens fremtid. Det eneste kort, Europa stadig sidder med på hånden, er ASML, og det er den ene flaskehals, som hele AI-kapløbet løber igennem. Det Hvide Hus ser Europa glide over mod Kina og beslutter sig for at have direkte kontrol over virksomheden og stiller derfor et ultimatum. Da Europa ikke har formået at opbygge sin egen styrke og indflydelse, står kontinentet tilbage med valget mellem at blive et amerikansk protektorat, overlade fremtiden til Kina eller visne hen i isolation.
Hvorfor den europæiske model kollapser, hvis man fortsætter som normalt
Effekten af AI vil have samme skala som den industrielle revolution eller endda overstige den, men den vil komme om få år snarere end årtier. Europas nuværende tiltag er 10 til 100 gange for små og rettet mod det forkerte mål. Alt for ofte anskuer man suverænitet, som om man skal nøjes med ringere europæiske løsninger, mens man håber på, at værdifulde, men usandsynlige, nye og banebrydende projekter betaler sig. I virkeligheden kræver det, at man skaber styrke og indflydelse og er villig til at acceptere ubehagelige kompromiser. Indflydelse kommer af at være uundværlig, ikke halvhjertet selvforsynende. Det betyder også, at man skal beslutte, hvilke vaner man skal give slip på for at beskytte de principper, der ikke er til forhandling, som f.eks. menneskelig værdighed, lighed og friheden til at forme kontinentets egen fremtid.
Den fiasko, som Europa 2031 beskriver, skyldes incitamenter og institutioner, ikke enkeltpersoner. Intet af historien kræver, at vores ledere handler bevidst ondt. De forhold, der tjente Europa godt i roligere tider, arbejder derimod imod kontinentets fremtid lige nu. Unionen blev opbygget af 27 nationer på basis af konsensus og omhyggelige procedurer. Når man er under tidspres, bliver samme konsensus og samme procedurer imidlertid årsagerne til, at hårde sandheder udskydes. Folk er bange for at handle tidligt og markant af frygt for deres karriere, og institutionerne kan ikke følge med teknologien. Hver eneste beslutning synes at give mening i sig selv, men samlet set skaber de et Europa, der bevarer sine procedurer, men mister sine principper.
Hvad Europa stadig kan gøre
Tiden er knap, men vi tror på, at Europas kurs stadig kan ændres. Som en start anbefaler vi følgende fem tiltag:
- Man skal muliggøre massive investeringer i computerkraft og de underliggende forsyningskæder. Man skal mobilisere offentlig og privat kapital i en skala, som Europa ikke har forsøgt i fredstid, og kapitalen skal rettes mod de fundamentale faktorer for AI-økonomien: energi, halvledere og datacentre. Hvis man skal sende gigawatt efter gigawatt af computerkraft ud på europæisk jord, vil det kræve dedikerede økonomiske zoner, målrettet energipolitik og radikalt strømlinede systemer for arbejdet med tilladelser. Europa kan ikke bygge dette alene og bør samarbejde med amerikanske udbydere på vilkår, der holder infrastrukturen under europæisk jurisdiktion og sikrer garanteret adgang til frontier-AI.
- Man skal opbygge en koalition af allierede mellemstore AI-magter. De europæiske lande står ikke alene, for mange andre mellemstore magter står over for lignende udfordringer. Sideløbende med EU-samarbejdet bør Holland, Tyskland og Frankrig opbygge en lille, smidig koalition med lande som Norge, Storbritannien, Canada, Japan og Sydkorea. Hver især har de en reel position i AI-forsyningskæden – talent, computerkraft, flaskehalse inden for halvledere – som kan blive en fælles fordel til at sikre adgang til frontier-AI eller til at kræve mere sikre og mere pålidelige modeller. En stærk koalition kan også mægle mellem USA og Kina, hvilket kan vise sig at være dens vigtigste rolle.
- Man skal reformere arbejdsmarkederne med henblik på implementeringen af AI. En såkaldt Flexicurity-model, ligesom den danske arbejdsmarkedsmodel, giver i højere grad virksomhederne mulighed for at implementere AI, samtidig med man gennem omskoling og indkomststøtte beskytter de arbejdstagere, som bliver fortrængt af AI-implementeringen. Hvis man forsøger at bevare job ved ikke at ændre dem, risikerer man blot at miste dem til konkurrenter i udlandet, der er længere i implementeringen og hurtigere til det. Den mest bæredygtige kurs er at styre udbredelsen af AI, snarere end at blokere for den, og at fordele gevinsterne retfærdigt.
- Man skal udvide de europæiske styrker inden for robotteknologi og industriel AI. Selvom det synes usandsynligt, at Europa stadig meningsfuldt kan konkurrere inden for LLM'er, kan det faktisk spille en essentiel rolle i den kommende revolution inden for fysisk AI. Det kræver, at man screener udenlandske investeringer i europæiske producenter, at man åbner op for industrielle data og procesviden for indenlandske AI-udviklere, at man fjerner de flaskehalse, der forhindrer lovende europæiske virksomheder i at skalere, og at man danner partnerskaber med amerikanske virksomheder med henblik på varige gevinster snarere end engangsgevinster.
- Man skal komme med en positiv vision for, hvad AI kan gøre for samfundet. En historie om, hvad Europa står til at miste, vil ikke alene føre til de nødvendige reformer. Mange vælgere hader allerede AI og hverken kan eller vil absorbere årevis af AI-drevet disruption blot for at undgå noget, der på et abstrakt plan er værre. Selvom vi her ikke har forsøgt at formulere en positiv vision, mener vi, at Europa har presserende behov for en. Både sociale bevægelser nedefra og op og de politiske ledere har en rolle at spille i opbygningen af en sådan vision.